Af Kristian Jakobsen

Blandt de unge danske keramikere har Morten Løbner Espersen i løbet af ganske få år gjort sig bemærket. Inden for grænser, som han helt naturligt har sat sig, er hans virke omfattende; det har tydeligt en konsekvent og frodig baggrund.

Gennem de seneste årtier har det keramiske medium på mange måder fundet anvendelser, der synes at bryde med normer, som tidligere var gældende. Mediets fleksibilitet over for form- og farvegivning og ikke mindst over for materialestrukturer er med stor fantasi udnyttet mange steder Jorden over. Der er kommet fascinerende og underholdende ting ud af disse nye perspektiver på keramikken, der især har udmøntet sig i retning af noget skulpturelt. Men i forhold til strømningerne i tidens skulptur i øvrigt, er de med keramikken gjorte eksperimenter mærkeligt ueksperimenterende, som kunst betragtet. Til gengæld afslører de ofte en praktisk og håndværksmæssig kunnen, der kan virke som en demonstration i sin egen ret. Snurrigt og virtuost bliver det, men har sjældent hvad man vil betegne som egentlig kunstnerisk dybde. I historisk perspektiv kan disse tendenser vel snarest ses som fortsættelser af porcelæns- og fajanceskulpturen i det attende århundrede og stentøjseksperimenterne omkring århundredeskiftet. Dermed synes de på deres egen måde traditionelle.

Det er som om de eksperimentistiske strømninger har udfordret de keramikere, som foretrækker at arbejde inden for det felt, man i århundreder har fundet grundlæggende for den keramiske kunst, den egentlige og den abstrakt udviklede brugsfunktion. Set i det ovenfor antydede perspektiv er denne linie i keramikken ikke mere traditionel end den eksperimentelt prægede figuration. Tværtimod har man kunnet følge, hvordan fordybelse i form og teknik har aflokket mediet nye skønheder og ofte helt uventede og fornyende udtryk inden for klogt satte grænser.

Stimulerende og glædeligt er det at se, at dansk keramik i dag lever i en frodig udvikling, væsentligst, men med fine undtagelser, efter de med brugsfunktionen forbundne traditionelle linier, hvor begrebet tradition ikke skal tages i begrænsende og slet ikke i indsnævrende betydning. En række af vore fine personligheder inden for keramikken, gamle og ældre, trives og arbejder med deres kunst og deres håndværk, og i henseende til fordybelse opnår de ofte det sublime. Men heldigvis er der mange yngre og unge keramikere, som går videre på deres egne og vor tids forudsætninger.

Morten Løbner Espersens behandling af former, som han modellerer op, og som indeholder subtile forhold mellem grundflade, højde og kurvaturer, er altid klar. Men til klarheden formår han at føje en sagte monumentalitet, som kan have en næsten minimalistisk styrke. Hans på objektiv viden, men ikke mindst på erfaringer og eksperimenter, baserede arbejde med lermasse og glasur går lige til materialernes grænser, praktisk og æstetisk. I forbindelse med brændingernes medbestemmende liv giver det de færdige arbejder en nærværende kvalitet, som er helt usædvanlig.

Det siger sig selv, at denne arbejdsmåde indeholder rige muligheder for intuitionens og følsomhedens spil. Udviklingen har været påfaldende lige siden debuten i 1992; meget er nået på få år. Som beskuer må man tro og regne med, at meget mere vil ske, men hvad bliver det? Inden for vor tids danske keramik står Morten Løbner Espersen som en af de mest spændende og lovende personligheder.

Katalog